Film om Bækmarksbro


Bækmarksbro - Bævernes by

Landdistrikterne er under forandring, og de fleste landsbyer skal vælge mellem udvikling eller afvikling.

En af de landsbyer, der i høj grad har valgt udviklingsvejen, er Bækmarksbro i Lemvig Kommune. Den ligger midt i den natur, som man har sat bævere ud i for at skabe et nyt og mere dynamisk landskab.

På samme måde har borgerne i Bækmarksbro valgt at søsætte en stribe nye initiativer for at få andre end bæveren til at bosætte sig i landsbyen, der har været præget af lukkede butikker og huse, der ikke blev investeret i.

"Vi var nogle, der var meget bekymret for, hvad forfaldet kunne udvikle sig til. Hvis du er omgivet af huse, der er ved at falde sammen, er der ikke nogen, der vil flytte hertil, og husenes værdi falder. Så vi var nødt til at gøre noget", siger Orla Østerby.

Han er leder af landsbyens fritids- og idrætscenter, Tangsø Centret, og lokalt byrådsmedlem. 

Løsningen blev en langsigtet udviklings- og forskønnelsesplan for Bækmarksbro, som borgerne i et samarbejde med Lemvig Kommune i løbet af de seneste år har realiseret med offentlige investeringer for 10 millioner kroner.


Programmet "Bækmarksbro -- bæverens by" beskriver, hvordan man laver byfornyelse på landet og forsøger at vende udviklingen.

I dette tilfælde har borgerne blandt andet valgt at tage et udvidet ansvar for landsbyens børneliv. Den lokale idrætsforening sørger således for både morgenidræt og ekstra valgfag til de ældste elever, samtidigt med at den som det første sted i landet har overtaget driften af skolefritidsordningen.



Flugten fra stilheden

Igennem serien "Flugten fra stilheden" sætter TV MIDTVEST, sammen med 12 lokale medier, fokus på flugten fra oplandet til de større byer.

13 medier i Region Midtjylland satte fra den 29. september frem til den 7. oktober 2013 fokus på udfordringer, som landsdelen står over for i forhold til udflytning.

Både borgere, virksomheder og forretninger forlader i vid udstrækning de små og mellemstore byer for at flytte mod de større byer. Dermed risikerer de mindre byer at lide landsbydøden, mens storbyerne risikerer at gå forstoppelse i møde.

Den 7. oktober 2013 kulminerer dækningen i en høring, der starter på TV MIDTVEST klokken 19:30 og derefter fortsætter på TV MIDTVEST's egen kanal frem til klokken 21. Det er centrale politikere fra kommune, region og regering, der her diskuterer, hvordan man tackler udfordringen.

De 13 medier bag serien er Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Folkebladet Lemvig, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Herning Folkeblad, Horsens Folkeblad, DR Østjylland, DR Midt & Vest, TV2 Østjylland og TV Midtvest.

Oplægget til dette afsnit:
150 landsbyer i Region Midtjylland skal dø i løbet af de kommende 20-30 år. Det siger en landsbyforsker i dagens afsnit af vores serie "Flugten fra stilheden". Dem der overlever, er der hvor ildsjælene kæmper. I Bækmarksbro syd for Lemvig har de kæmpet i 13 år mod fraflytning og butiksdød, og nu er de unge igen begyndt at flytte til byen.
 

 
Nyhedsbrev
Få først besked om tilbud, arrangementer og nyheder - HELT gratis!